Dit medlemsunivers
Cirkulerende dialog
Cirkulerende Dialog er en pædagogisk metode, som tager afsæt i barnets følelser. Metoden kan bl.a. anvendes som konfliktløsning eller som redskab til at give barnet et positivt narrativ om sig selv. Metoden er udviklet på baggrund af principperne fra Marte Meo samt en neuropædagogisk og mentaliserende forståelse for børns adfærd.
af Tina Juul Østergaard & Christine Pilgaard Madsen
Indledning
Cirkulerende Dialog er en dialogisk metode, hvor to pædagoger fører en dialog i barnets påhør om barnet. En forudsætning for at metoden kan lykkes er, at man som personalegruppe har italesat og afstemt institutionens kultur og værdier for samarbejdet.
Metoden er særlig anvendelig, når barnet har brug for en ikke direkte konfrontation med markeret spejling af egne handlinger/følelser/tilstande/initiativer, eller en forstørrelse af en situation, som barnet har været en del af. Med markeret spejling viser man barnet, at man ikke har den samme følelse som barnet, men at man kan sætte sig ind i følelsen, og derved heller ikke lader sig smitte af dette (Hart 2020).
Cirkulerende Dialog kan ses som en vej ud af en fastlåst tilstand. Metoden skal udelukkende anvendes med henblik på, at barnet profiterer af dette. Her er det vigtigt at pointere, at det er barnets signaler, der er udslagsgivende for, hvilken retning Cirkulerende Dialog tager.
Vurderes det, at barnet ikke tåler at være i/lytte til Cirkulerende Dialog, benævner pædagogerne dette og stopper dialogen. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen konkret opskrift på, hvordan Cirkulerende Dialog skal udforme sig.
Dialogen skal have et mål samt refleksioner omkring, hvordan den støtter barnet rent udviklingsmæssigt, f.eks. konflikthåndtering og/eller øgning af barnets selvværd gennem et positivt narrativ om barnet. Dialogen udformer sig i nuet med udgangspunkt i barnets initiativer.
Ved Cirkulerende Dialog er det vigtigt at pointere, at der absolut intet krav stilles til barnet om deltagelse i dialogen. Ligeledes kan det ikke understreges nok, at ansvaret for relationen mellem pædagogen og barnet udelukkende er pædagogens.
Relationen er asymmetrisk, og ansvaret for en løsning på en eventuel opstået konflikt bliver frataget barnet og lagt på pædagogen/pædagogerne. Dialogen er til for barnet, men ikke nødvendigvis med barnet.
Har barnet lyst til at byde ind i dialogen, er det velkomment, og pædagogerne vender sig mod barnet. Barnet mødes på dets verbale såvel som nonverbale initiativer med åbent kropssprog og anerkendende, forstående og afstemte toner.
Teoretisk baggrund for metoden
Et grundlæggende element ved Cirkulerende Dialog er, at pædagogerne er i stand til at arbejde ud fra en mentaliserende tilgang. Ved mentalisering forstås, at man har barnets sind på sinde; at man er opmærksom på egne og andres mentale tilstande, at kunne forstå misforståelser og at se sig selv udefra og den anden indefra (Birk Sørensen 2019).
Igennem Cirkulerende Dialog styrkes barnets evne til at se sig selv udefra og derved få andres perspektiv og løsningsforslag på situationen. Cirkulerende Dialog skal tilpasses barnets udviklingsniveau og anamnese (barnets tidligere samt nuværende livsvilkår).
For at sikre sig at dialogen er udviklingsstøttende for barnet, anvendes Marte Meo principperne i det omfang, der passer til konteksten. Helt konkret skal pædagogerne have fokus på at benævne barnets initiativer, handlinger, tilstande og følelser, men samtidig kunne se bag om barnets adfærd. Anvendelsen af Marte Meo sikrer ligeledes, at man er tilstede i nuet. og at man er nærværende i kontakten.
Ydermere er det vigtigt at nævne, at der undervejs i Cirkulerende Dialog kan være brug for korte pauser i interaktionen imellem pædagogerne. I konfliktsituationer kan pauserne f.eks. udfyldes af dybe vejrtrækninger, suk og anerkendende lyde, der matcher stemningen. Dette giver barnet mulighed for at være med i processen.
Ofte kan voksne have en tendens til at tale for meget og for længe, når børn er fyldt op af deres følelser. Og ofte ses det, at børn ikke kan rumme alle vores ord, når de er i deres følelsers vold. Da er det langt mere effektivt at bruge de første øjeblikke på at vise barnet, at vi anerkender dets følelser, måske helt uden ord (Nissen 2016).
På samme tid reducerer det barnets stressniveau, idet det ikke konfronteres direkte, men har mulighed for ved hjælp af kontingent spejling at nedregulere dets arousal ved at ”låne” pædagogernes nervesystem (Hart 2020). Det vil sige, at barnet bliver smittet af pædagogens rolige fremtoning. Når barnets nervesystem er faldet mere til ro, kan pædagogerne så småt begynde at benævne barnets følelser.
Som tidligere nævnt er det personlige, det professionelle samt det kollegiale i spil, når man anvender Cirkulerende Dialog. Man skal kunne tåle, at ens kollegaer observerer ens praksis, at ens kollegaer ”blander sig”, samt at ens kollegaer eventuelt tager over på en konflikt, man er i, hvis dette skønnes at være mest hensigtsmæssigt for barnet.
For at kunne lykkes med metoden, må man som personalegruppe have en fælles forståelse af, at metoden udelukkende er til for barnet, og at man har viljen til at kunne tilsidesætte egne ønsker om at kunne færdiggøre en konflikt. Hvis det af den ene eller anden grund kræves, at man lader en anden pædagog tage over på barnet i en kortere periode, må man kunne acceptere dette uden videre.
Har man senere behov for at få uddybet, hvorfor ens kollega tog over for en, så må man tage den samtale efterfølgende. Det vigtigste i konflikten er, at barnet kommer ud af konflikten på en ordentlig måde – ikke hvem der løser den.
Dette stiller særlige krav til personalegruppen om, at man har tillid til, at når ens kollega tager over på en igangværende konflikt, så er det f.eks. af den grund, at man selv er blevet symbolet på konflikten for barnet, eller at man har været så længe i konflikten, at man ikke tænker rationelt længere. Det er ikke altid, at man selv kan se dette i øjeblikket.
For at opnå forståelsen for dette samt gøre sig nye erfaringer til brug i fremtidige situationer, er den efterfølgende sparring med kollegaer betydningsfuldt, særligt i personalegrupper, der lige for nyligt er begyndt at anvende Cirkulerende Dialog som metode.
Metoden
Metoden kan anvendes på tre måder, der alle er udviklingsstøttende for barnet; konflikthåndtering, at skabe et positivt narrativ om barnet samt genfortælling af et barns tidligere følelsesmæssige oplevelse. For at illustrere metodens tre anvendelesesmåder, tager vi udgangspunkt i følgende tre eksempler:
Eksempel 1- konflikthåndtering
Konflikthåndtering forstås her som situationer, hvor barnet har brug for støtte og guidning til at være i konflikten og til at komme igennem den på en udviklingsstøttende måde.
Mads på 3 år er sammen med pædagogen Lene på badeværelset. De er lige kommet ind fra legepladsen. Mads skal vaske hænder inden madpakker, men har modstand på det. Mads reagerer med stor frustration. Han sparker og slår ud efter Lene, skriger højt og kaster sig rundt på gulvet.
Lene forsøger efter bedste evne at hjælpe Mads med forskellige løsninger. Intet af dette virker for Mads, og konflikten eskalerer. Pædagogen Inge har hørt konflikten og kommer til, og starter Cirkulerende Dialog sammen med Lene:
Inge: ”Jeg kom lige forbi og kunne høre Mads råbe. Du står lige her, Lene”. (Inge kommer roligt gående og placerer sig overfor Lene. Hun er opmærksom på ikke at komme for tæt på Mads fysisk. Inges tilgang til samtalen er ydmyg og nænsom. Hendes toner er lave og rolige. Hendes mimik er neutral).
Mads reagerer på Inges tilstedeværelse ved at stoppe med at sparke og råbe. Han lytter, uden at se direkte op på Inge og Lene.
Lene: ”Ja, nu skal du høre… Mads blev simpelthen bare SÅ træt at det. Han har bare ikke lige lyst til at vaske hænder”. (Lenes kropssprog er roligt. Hendes mimik og toner lægger sig op ad Inges).
Herefter holder Lene og Inge en kort pause, hvor de observerer Mads’ respons på dialogen.
Mads: ”NEJ”! (Mads begynder igen at sparke i gulvet. Hans toner er høje. Hans mimik er vred).
Inge: ”Mads siger nej. Det var ikke lige sådan, det var for Mads. Måske var det noget andet, han var træt af”.
Lene: ”Det kunne jeg også godt høre. Det blev da helt svært igen nu”.
Inge: ”Nu ved jeg jo, at Mads faktisk rigtig godt kan lide at være ude på legepladsen. Jeg så, at han havde gang i en god leg ude på legepladsen”.
Mads bryder ind i dialogen: ”Det kan jeg også”! (Mads’ opmærksomhed er nu rettet mod Inge. Hans toner er høje, men ikke vrede. Hans sammenbidte mimik løsnes en smule).
Inge: ”Ja, det kan du bare”! (Inges opmærksomhed er nu rettet mod Mads. Hendes toner er varme og lyse. Hendes mimik er åben og engageret).
Lene og Inge retter nu deres opmærksomhed imod hinanden igen, og genoptager Cirkulerende Dialog:
Lene: ”Inge, nu kommer jeg lige til at tænke på noget. Måske var det fordi, at Mads faktisk havde lyst til at lege mere ude på legepladsen”? (Lenes tilgang er undersøgende. Hendes toner er høje og klare).
Mads vender sig lidt over mod Lene og Inge. Han lytter stille og nikker. Inge og Lene lægger mærke til Mads’ initiativ.
Inge: ”Lene, jeg kan se, at Mads han nikker. Det var noget med legepladsen. Han havde ikke lyst til, at vi skulle ind. Det kan jeg godt forstå. Men nu var det jo tid til, at Mads skulle ind og spise. I morgen skal Mads jo på legepladsen igen. Så kan det jo være, at Mads kunne lege den der gode leg, som han var ved at lege igen”.
Mads byder frustreret ind: ”Jamen så kan jeg ikke huske det”!
Inge: ”Ahh, så kan du ikke huske det…” (Inge imiterer, hvad Mads siger samt hans toner og sukker dybt. Herefter følger en kort pause i dialogen)
Inge fortsætter: ”Hmm. Kunne vi gøre noget for at hjælpe ham med det, Lene?” (Lave, undersøgende toner)
Lene: ”Ved du, Inge? Jeg har jo set legen. Jeg ved jo, at det var noget med den gule traktor og bilerne. Jeg kunne måske faktisk godt lige være den voksne, der hjalp Mads med at huske legen. Mon han kunne have lyst til det?” (Høje, lyse og glade tone, begejstret mimik)
Mads nikker. Han rejser sig op og går hen til vasken.
Inge: ”Jeg kan se, at Mads nikker. Det, synes han, var en god idé. Nu er Mads også på vej hen og vaske hænder. Så går jeg ned og spiser på Stor Stue”.
I Cirkulerende Dialog er det vigtigt, at den tilkommende pædagog udelukkende henvender sig til den pædagog, der er i situationen. På den måde giver den tilkomne pædagog sin kollega en mulighed for lige at trække vejret og få sat ord på, hvad der er gået forud.
Pædagogen, der er i konflikten, kender situationen bedst, og skal tilpasse svarene derefter. Det kan være, at pædagogen keder årsagen til barnets frustration, eller måske er det dette, som man skal undersøge gennem Cirkulerende Dialog. Kender man årsagen, svarer man med dette og taler videre ind i barnets følelser omkring dette.
Under dialogen har begge pædagoger hele tiden et diskret fokus på barnets reaktioner og respons på dialogen. Barnets reaktioner og respons er barnets initiativer, og følges og benævnes eventuelt.
Ikke alle initiativer benævnes, da dette kan virke provokerende for barnet i en tilspidset situation. Et eksempel på dette kan være, hvis barnet i frustration bliver ved med at sparke på en genstand eller række tunge af forbipasserende børn eller voksne.
I tilfælde som disse kan pædagogerne med fordel undgå at benævne disse initiativer, da det kan medvirke til yderligere konfliktoptrapning. Det er op til pædagogerne at vurdere, hvilke initiativer, der følges.
Barnets initiativer giver pædagogerne en viden om, hvorvidt man er på rette spor til at løse konflikten for barnet eller ej. Barnets reaktioner er ofte tydelig f.eks. i form af høje udbrud, gråd, lyttede eller åbent/afvisende kropssprog.
Reagerer barnet med yderligere frustration, kan pædagogerne italesætte dette igennem dialogen f.eks. ”Nu kan jeg høre, at Mads bliver mere vred/ked af det. Det er måske noget andet, han synes er træls/svært”.
Pædagogerne skal skifte retning i dialogen og være undersøgende og mentaliserende om, hvad der så kan være på spil for barnet. De kan, igennem Cirkulerende Dialog, komme med hypoteser på årsagen til konflikten, barnets indre følelsesmæssige tilstande samt løsningsforslag.
Det er vigtigt, at pædagogen har en bevidsthed om, hvilken betydning egen fremtoning kan have for barnet, herunder kropssprog, mimik og tonefald.
I overvejelserne omkring pædagogernes fremtoning, er det vigtigt at have et neuropædagogisk perspektiv for øje. En bevidsthed om at når man iagttager hinanden, opstår der resonans, som vil sige, at de samme neuroner aktiveres i hjernen på den person, der iagttager og hos den person, som iagttages (Birk Sørensen 2019).
Ligeledes skal pædagogen kunne regulere sig efter barnets skiftende sindsstemning igennem dialogens proces.
I ovenstående eksempel kunne situationen også have udspillet sig på den måde, at Lene var blevet nødt til at trække sig fra konflikten, idet Mads udelukkende responderede positivt på Inges initiativer.
Det er her vigtigt at understrege, at dette ikke må betragtes som et nederlag for Lene, eller som at Mads ”vinder” konflikten, men udelukkende at Lene, for Mads, bliver et symbol på konflikten og derved fastlåser den.
Lene kan med fordel vende tilbage og tage over på Mads, når hans arousal er nede igen, eller når konflikten er løst.
Et tredje scenarium kunne være, at Mads slet ikke kunne holde til at overhøre Cirkulerende Dialog, hvorefter Inge ville trække sig igen, og Lene ville blive omkring Mads.
I det tilfælde at det ikke er muligt at anvende Cirkulerende Dialog på en konflikt i nuet, kan man med fordel anvende metoden på et senere tidspunkt.
På den måde har man mulighed for at samle op på en tidligere episode, og forstørre barnets oplevelser og følelser omkring dette. Her anvendes Cirkulerende Dialog som en genfortælling af en situation.
Hvis Lene havde været alene i overstående konflikt og ikke havde haft en kollega at lave Cirkulerende Dialog med, kunne Lene efterfølgende vælge at lave Cirkulerende Dialog på et senere tidspunkt.
Eksempel 2 - genfortælling af et barns tidligere følelsesmæssige oplevelse
Lene starter cirkulerende dialog med pædagogen, Kasper, der også sidder ved bordet og spiser madpakker. Mads sidder og spiser, imens han lytter til dialogen mellem Lene og Kasper.
Lene: ”Kasper, jeg skal altså lige fortælle dig noget om Mads og mig”. (Lenes toner er bløde og hendes kropssprog er rettet mod Kasper)
Mads hører sit navn og retter opmærksomheden mod Lene.
Kasper: ”Okay, lad mig høre, Lene”. (Kasper retter sin opmærksomhed mod Lene og har nysgerrige og spændte toner)
Lene: ”Jo altså, da Mads og jeg kom ind fra legepladsen og skulle vaske hænder, blev Mads så træt af det. Faktisk var han så vred, at han sparkede og råbte meget højt. Han havde bare ikke lyst til at vaske hænder”
Mads lytter, imens han spiser.
Kasper: ”Okay, hvad mon Mads var så vred over?”
Lene: ”Jamen ved du hvad; det var faktisk lidt svært for mig at hjælpe Mads. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad det var, Mads var vred over. Først tænkte jeg, om det var fordi, at det var den forkerte sæbe. Du ved, Mads godt kan li’ den skummende sæbe…” (Lene siger sine mentaliserende tanker højt. Hun har bløde, medfølende toner).
Kasper: ”Ja, det ved jeg. Den sæbe synes Mads passer lige til hans hænder ”. (Kasper smiler. Hans toner ligger sig op af Lenes. Hans stemme er anerkendende).
Lene: ”Ja, men jeg tror ikke, at det var det, for da jeg gav den skummende sæbe til Mads, så kunne jeg se, at det ikke var det. Han gjorde sådan her!” (Lene afspejler Mads’ tidligere kropssprog og mimik).
Lene: ”Så tænkte jeg lidt over, hvad det så kunne være… Måske var det fordi, at jeg havde sagt noget, som var forkert… – eller ja, jeg ved det faktisk stadig ikke. Men jeg ventede noget tid på, at Mads blev klar til at vaske fingre. Det var derfor, at vi kom lidt senere ind til bordet”.
Der er en kort pause i dialogen. Lene kigger kort over på Mads.
Mads peger ud på legepladsen og siger: ”Sjov leg”. (Hans blik er på legepladsen. Hans toner er lave)
Lene ved, at Mads er glad for legepladsen, og at det ikke er altid, at han har lyst til at komme ind, når de skal det. Lene ved også, at Mads kan have svært ved at sætte ord på egne følelser, og at han kan have forsinket reaktionstid.
Lene: ”Sjov leg, siger du…” (Lenes opmærksomhed er rettet mod Mads) ”Nåh, det var altså noget med legepladsen. Du havde en god leg derude i dag. Du elsker at være på legepladsen”. (Lens toner er overraskede og hendes stemme er høj og lys).
Mads: ”Ja, og jeg ville ikke ind”! (Mads er ikke sur mere. Han forsøger at sætte ord på egne følelser, nu hvor han ikke er i konflikten mere og hans arousal er lavere).
Lene: ”Det var det, du var vred over. Hvor var det godt, at du fortalte mig det! Det var du bare god til at fortælle”! (Lenes opmærksomhed er på Mads og hendes toner er høje, lyse og anerkendende).
Lene henvender sig til Kasper: ”Det var altså derfor, at Mads var vred. Hvor var det bare godt, at han sagde det. Så ved jeg det til en anden gang. Det er også træls, når man skal ind fra legepladsen midt i en god leg”
Kasper: ”Ja, det var godt, at du fandt ud af det, Lene! Hvor kan jeg også godt forstå, at han ikke havde lyst til at skulle ind, men vi skulle jo ind og spise madpakker. I morgen kan Mads komme ud igen”
Den cirkulerende dialog slutter.
Når pædagogerne bruger Cirkulerende Dialog som en genfortælling giver Lene og Kasper Mads ord for indre tilstande. Ydermere styrker det Mads’ mentaliseringevne. Han får mulighed for at få et indblik i, at Lenes virkelighed ikke er den samme som hans, men at de alligevel er sammen om at finde en løsning.
Lene og Kasper giver også Mads oplevelsen af at blive følelsesmæssigt anerkendt. På den måde møder de Mads lige præcis i det, han er optaget af, samtidig med at han får mulighed for at få en god afslutning på konflikten med Lene.
Cirkulerende Dialog som genfortælling kan også anvendes, hvis der har været en konflikt på legepladsen imellem to børn. Konflikten er måske løst, men man kan bruge genfortællingen til at tydeliggøre for barnet, hvilke andre perspektiver, der kan være ind i en konflikt, hvis konflikten har været to børn imellem.
På den måde bliver der en social læring igennem konflikten for barnet, idet børns sociale forståelse udvikles netop igennem konfliktløsningssituationer (Hart 2020).
I starten af artiklen nævnte vi, at Cirkulerende Dialog også kan anvendes i forbindelse med at skabe et positivt narrativ om barnet.
Et positivt narrativ skal forstås på den måde, at man igennem den Cirkulerende Dialog får muligheden for at forstørre en positiv egenskab, som barnet besidder/har tilegnet sig, eller en positiv oplevelse, som man har haft med barnet.
På den måde bidrager man til, at barnet får en positiv opfattelse af sig selv, som en, der er noget værd i sig selv og kan noget, som andre værdsætter.
Eksempel 3 – positivt narrativ
Inge og Lene er netop kommet ind fra legepladsen sammen med en mindre børnegruppe. På legepladsen har Viktor på 4 år for første gang lært at kravle op i legetårnet. Det har han øvet sig i længe. Lene starter Cirkulerende Dialog med Inge omkring Viktors nye færdigheder:
Lene: ”Inge, jeg skal altså lige fortælle dig noget meget sejt om Viktor” (Lenes toner er høje og varme. Hun fortæller med begejstring).
Inge: ”Det lyder spændende, Lene! Må jeg høre?” (Inge lyder nysgerrig og har klare, lyse toner)
Viktor har opmærksomheden rettet mod Lene og Inge og lytter spændt med.
Lene: ”Jo, altså Inge, du ved godt, at Viktor længe har øvet sig i at kravle op i legetårnet. For noget tid siden var det svært. Det var lige som om, at Viktor ikke rigtig vidste, hvordan han skulle flytte benene. Men så har han øvet sig igen og igen. Han har været god til at øve sig, og ved du hvad?”
Inge: ”Nej?” (Inge har nysgerrige toner og overraskende mimik)
Lene: ”Ja, nu kan han bare. Han gør sådan her. Nu ved han lige præcis, hvordan han skal kravle op. Han er SÅ sej!” (Lene viser med sit kropssprog, hvordan Viktor er kravlet op. Hun fortæller med stor begejstring).
Viktor nikker stolt og glad.
Inge: ”Det må jeg nok sige Lene! Waow!” Inge henvender sig nu til Viktor som en reaktion på hans nikkende initiativ: ”Altså Viktor, hvor er du bare sej! Og hvor har du arbejdet hårdt på det. Det har jeg set. SÅ sejt!”.
Narrativer er en fortælling. Fortællingerne er med til at skabe og forme os som mennesker. De understøtter vores forståelse af, hvem vi er.
Det er bl.a. igennem narrativer, at vi får konstrueret en version af os selv (Ritchie 2012). I eksemplet ovenfor skaber pædagogerne et positivt narrativ igennem Cirkulerende Dialog og styrker derved barnets selvforståelse og selvværd.
Igennem personlige fortællinger om barnet, dannes barnets identitet, og barnet får en forståelse af, hvem det er som menneske i forskellige kontekster.
Pædagogerne gør rigt brug af superlativer, som er givtige, når man benytter sig af positiv bekræftelse som i dette eksempel, hvor Cirkulerende Dialog er med til at give Viktor et positivt narrativ om sig selv.
Når man igennem Cirkulerende Dialog laver narrativer om børn, vil man også med fordel kunne anvende sætninger som ”Du er sådan en dreng, der er rigtig god til…” eller ”En dreng som dig…”
Børn har brug for at spejle sig i hinanden, hvilket man også vil kunne gøre gennem dialogen f.eks. ”Engang gik der en dreng i Barnets Hus, som gjorde præcis lige som dig. Han…”
Historien om drengen kan sagtens være fiktiv, men giver barnet en følelse af, ikke at være alene om sine følelser og måske spejle sig i historien. Det vil være med til at normalisere barnets handlinger.
Cirkulerende Dialog styrker også…
Som nævnt indledningsvis kan Cirkulerende Dialog anvendes som konfliktløsning eller som redskab til at give barnet et positivt narrativ om sig selv. Igennem artiklen har vi givet eksempler på, hvordan Cirkulerende Dialog kan anvendes i praksis. Ligeledes har vi understreget, at Cirkulerende Dialog er til for barnet. Udover at være et pædagogisk redskab, som kan hjælpe barnet godt igennem en konflikt, så støtter og udvikler anvendelsen af Cirkulerende Dialog også følgende hos barnet:
Sociale kompetencer
Når man anvender Cirkulerende Dialog til konflikthåndtering, styrker man barnets evne til at være i konflikter og håndtere konflikter. Cirkulerende Dialog kan hjælpe barnet i at erhverve sig nye strategier indenfor konflikthåndtering f.eks. børn som har haft uhensigtsmæssige konflikter og manglende strategier for konflikthåndtering.
Konflikter er en naturlig del af børns udvikling f.eks. når de er uenige om hvem, der havde et stykke legetøj først. De har brug for at lære at være undersøgende, forhandlende, give sig, finde nye veje og gøre sig erfaringer i, at der kan være forskellige tolkninger af virkeligheden (Lynge 2020). Gennem Cirkulerende Dialog styrkes disse sociale kompetencer. Barnet oplever pædagogens perspektiv på situationen, og pædagogen er med til at forhandle og finde nye veje til løsninger på konflikten. Samtidig kan barnet spejle sig i et roligt nervesystem, som er en nødvendighed for, at barnet kan have et åbent modtagerfelt og lære nye strategier i konflikten. Strategier, som barnet kan tage med sig i andre sociale kontekster.
En anden vigtig social kompetence, som barnet har brug for at udvikle, er turtagning. Evnen til at vente på tur, når man er i samspil med andre. Dette styrkes også igennem Cirkulerende Dialog. Barnet spejler sig i pædagogernes turtagning og øver sig i det, hvis det selv byder ind i dialogen (Birk Sørensen 2007).
Anerkendelse
Anerkendelse defineres som, at man prøver at forstå den anden ud fra den andens forståelsesverden og præmisser. Igennem Cirkulerende Dialog giver pædagogerne plads til barnets indre tilstande, men samtidig bevarer de kontakt til dem selv. Pædagogerne gør ikke barnets oplevelse forkert, og tager barnets perspektiver alvorligt. Pædagogerne tydeliggør igennem Cirkulerende Dialog, at barnet har sine egne forudsætninger for at tænke, handle og føle, som det gør. Barnet bliver igennem den anerkendende relation fastholdt som en autoritet i forhold til dets eget oplevelser og følelser (Møller 2008). Igennem Cirkulerende Dialog sikrer pædagogerne, at barnet ikke føler sig forkert og udskammet på sine følelser og handlinger.
Sprog for følelser og indre tilstande
Når man følger barnets initiativ ved at benævne følelser og tilstande, lærer barnets sig selv at kende og får samtidig ord for sine indre følelser og tilstande. Dette er nødvendigt for, at barnet skal kunne tåle, udholde og dele sine indre følelser og tilstande. Følelser er vigtige for os, da de fungerer som en slags guide i forhold til at undgå skadelige ting og søge mod det, der opleves som gavnligt for os. Når barnet indgår i udviklingsstøttende samspil, hvor det afstemmes følelsesmæssigt, får det erfaring med, at ubehagelige følelser og tilstande kan afhjælpes i kontakten med barnets primære omsorgsgivere. Disse erfaringer hjælper barnet i dets begyndende selvregulering (Birk Sørensen 2019). Igennem Cirkulerende Dialog benævner pædagogerne barnets verbale og nonverbale initiativer herunder også handlinger, følelser og tilstande. På den måde får barnet ord for sig selv og omverden. Barnet får ord for, at når det føles på en bestemt måde indeni, så er der et begreb for det, hvorefter det normaliseres og kan lindres.
Mentaliseringsevne
Når man mentaliserer over for et andet menneske, betyder det, at man forsøger at sætte sig i den andens sted og forestiller sig, hvad den anden gør sig af tanker. Når man mentaliserer over sig selv, betyder det, at man reflekterer over, hvorfor man gjorde, som man gjorde. Det er evnen til mentalisering, der gør det muligt for barnet at reagere og handle på andre menneskers adfærd (Hart 2020). Igennem Cirkulerende Dialog får barnet, via pædagogerne, mulighed for at sætte sig i andres sted samt mulige årsager til, hvorfor barnet selv føler og agerer, som det gør. Når man igennem Cirkulerende Dialog benævner barnets initiativer, tilstande og følelser, styrker det barnets metalliseringevne. Barnet ser sig selv igennem andre, i Cirkulerende Dialog igennem pædagogerne, og styrker evnen til at mærke sig selv. At mærke sig selv, egne følelser, kropsfornemmelser, ønsker, tanker og intentioner, er en forudsætning for at kunne metallisere (Lynge 2020).
Afrunding
Cirkulerende Dialog er blevet anvendt som pædagogisk redskab i Dagbehandlingsinstitutionen Barnets Hus i mange år. Metoden er særlig anvendelig i konfliktsituationer samt til at skabe et positivt narrativ om barnet. Anvender man Cirkulerende Dialog med barnets sind på sinde og med en anerkendende tilgang, vil det være udviklingsstøttende for barnet. Cirkulerende Dialog skal ses som et pædagogisk redskab, der kan anvendes af alle pædagoger i praksis.
Artiklen må gerne deles, med det forbehold at der laves henvisninger og skrives reference.
For yderligere information eller info om oplæg, kontakt da venligst: cirkulerendedialog@gmail.com
Om forfatterne
Vi har skrevet denne artikel på baggrund af vores erfaring i Dagbehandlingsinstitutionen Barnets Hus. Barnets Hus er en behandlingsinstitution efter §32 i serviceloven. Målgruppen er børn i alderen 0-6år. Børnene har alle massive og komplekse følelsesmæssige og sociale vanskeligheder, som kommer til udtryk i stort set alle sammenhænge, barnet kommer i.
Cirkulerende Dialog er opbygget gennem praksis i Barnets Hus, men er ikke tidligere beskrevet. Metoden er viderelært gemmen mesterlære fra medarbejder til medarbejder. Metoden bliver anvendt dagligt, både som konfliktnedtrapning, konfliktløsning og til at styrke børnenes positive narrativ.
Vi, Christine og Tina, er uddannet pædagoger og Marte Meo Terapeuter. Christine har arbejdet i Barnets Hus i 10 år og arbejder nu i en integreret daginstitution med ressourcepladser. Tina har tidligere arbejdet med voksne med senhjerneskade og har de sidste 5 år arbejdet i Barnets Hus. Vi bruger nu hinanden som sparringspartnere og samarbejder om Marte Meo.
Om Marte Meo
Marte Meo er en metode udviklet af hollandske Maria Aarts. Marte Meo er opbygget omkring videoanalyse. Metoden er meget konkret og løsningsorienteret.
Marte Meo betyder ”ved egen kraft”, og tager således udgangspunkt i det, der i forvejen er tilstede hos barnet. I metoden ligger en overbevisning om, at barnet har medfødte ressourcer, der kan udvikles igennem udviklingsstøttende kontakt. (Birk Sørensen 2012) Med udgangspunkt i barnets nærmeste udviklingszone (Hart 2020) er ansvaret for relationen den voksnes.
Marte Meo er bygget op omkring principper, der skaber en udviklingsstøttende kontakt. Principperne er følgende:
- Følge barnets initiativ
- Positiv bekræfte
- Benævne egne og barnets initiativer
- Turtagning
- Positiv ledelse omhandlende:
- den følelsesmæssige stemning
- struktur i forhold til barnets udviklingsniveau
- inddragelse af barnets perspektiv, som vil sige at følge, positivt bekræfte og benævne barnets initiativer samt turtagning. (Birk Sørensen 2012)
Litteraturliste
Hagelquist, Janne Østergaard (2012)
”Mentalisering i mødet med udsatte børn”, Hans Reitzels Forlag
Hart, Susan (2020)
”De følsomme relationer”, Hans Reitzels Forlag
Lynge, Bente (2020)
”Mentalisering” – et praktisk pædagogisk redskab! I: Cecchin, Daniella og Sieling, Vicki (2020): ”Pædagogers kompetencer”, Akademisk Forlag
Møller, Lis (2008)
Anerkendelse i praksis – om udviklingsstøttende relationer”, Akademisk Forlag
Nissen, Connie (2016)
”Sansemotorik og samspil – forstå børn, der er svære at forstå”, Dansk Psykologisk Forlag
Ritchie, Tom (2012)
”Narrativ teori i pædagogers praksis”, Billesø og Baltzer
Sørensen, Jytte Birk (2007)
"Støt mestring – bryd mønstre”, Dafolo
Sørensen, Jytte Birk (2019)
”Fra Diagnoser- til Udviklingsstøttende kontakt”, Dansk Marte Meo Center